Hvis du vil mindske risikoen for vand i kælderen under kraftige regnbyger, kan du enten installere en pumpe eller et højvandslukke. Kontakt en autoriseret kloakmester, som kan rådgive dig om den bedste løsning til netop dit hus.
Vand i kælderen
Kælderen er husets lavest placerede del, og derfor den mest udsatte under især to naturfænomener. Det ene er skybrud og kraftige regnbyger. Det andet er høj grundvandsstand, som især forekommer om vinteren. Klimaet forandrer sig, og klimaforandringerne vil i fremtiden medføre endnu flere skybrud og endnu flere tilfælde af stigende grundvandsstand.
Det er vigtigt, at vandet fjernes hurtigst muligt af hensyn til efterfølgende fugtskader og skimmelsvamp. Har du fået kælderoversvømmelse, skal du kontakte dit forsikringsselskab. De kan oplyse om de muligheder, du har for at få rengjort din kælder og for at få erstattet de ting, som har lidt skade. De kan også fortælle, hvad du ellers kan gøre.
Har du fået kloakvand i kælderen, er der smitterisiko, så brug gummistøvler og gummihandsker, hvis du fjerner vandet selv, og når du rydder op i kælderen efter oversvømmelse. Undgå at røre ved dit ansigt, mens du arbejder, lad være med at spise eller ryge imens, og pas specielt på åbne sår.
Vi har lavet en pjece og video med gode råd vedrørende vand i kælderen, læs og se dem her:
Hvem har ansvaret?
Thy Forsyning har ansvar for, at du kan aflede spildevand fra stueplan og højere etager. Du har selv ansvar for afledning af spildevand fra kælderetagen. Du har også selv ansvar for at undgå, at grundvand trænger ind i kælderen.
Hvad gør Thy Forsyning?
Selv om det er dit ansvar at aflede spildevand fra kælderen, prioriterer vi kældre højt, når vi planlægger og anlægger nye kloaksystemer. Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre en effektiv afledning, inden for de tekniske og økonomiske muligheder vi har til rådighed.
Vi dimensionerer generelt nye kloaksystemer til at kunne aflede større mængder vand, men vi er ikke herrer over naturen. Nogle gange kan det regne så meget, at der ikke er plads til alt vandet i hverken vores eller dit kloaksystem. Det kan medføre, at vandet presses op i din kælder gennem toiletter og afløb. Det er derfor en god idé at sikre kælderen, inden regnen styrter ned.