Thy Forsyning varsler takstændringer i 2025
Fra 1. januar 2025 vil kunder hos Thy Forsyning opleve takstændringer på deres regning for drikkevand, spildevand og renovation. De nye takster er enstemmigt vedtaget af Thy Forsynings bestyrelse og godkendt af Thisted Kommune.
For en gennemsnitlig husstand med et årligt forbrug på 70 m3 vand stiger prisen for spildevand med 69,17 kr. om måneden og 11,89 kr. om måneden for drikkevand, mens renovationsprisen falder med 10,50 kr. om måneden. Alle priser er inklusive moms og afgifter.
Ændringerne skyldes, at Thy Forsyning ser ind i en fremtid med blandt andet større udgifter til vedligeholdelse af ledningsnettet til spildevand, klimatilpasning af kloaksystemet samt større krav til rensning for miljøfremmede stoffer i spildevandet.
Rettidig omhu for fremtidens forsyning
Takststigningen for spildevand skal ses som et udtryk for rettidig omhu i forhold til de store investeringer og omkostninger, som Thy Forsyning står overfor.
Det er blandt andet nødvendigt at intensivere renoveringsarbejdet af det over 1000 km lange ledningsnet for spildevand i Thy blandt andet på grund af alder og utætheder, for at minimere miljøbelastningen. Her skaber de øgede mængder nedbør en stigning i grundvandsspejlet, som på grund af utætheder i ledningsnettet giver udfordringer med indtrængende grundvand, som unødigt belaster renseanlæggene.
Som en del af Danmarks kritiske infrastruktur arbejder Thy Forsyning målrettet med cybersikkerhed. Dette kræver et kontinuerligt fokus på at beskytte både data og drift mod digitale trusler, så Thy Forsyning fortsat kan leve op til både forsyningssikkerhed og miljøkrav, der beskytter vandmiljøet og naturen i Thy.
Ingen fortjeneste trods takststigninger
Thy Forsyning udtrykker sin forståelse overfor de bekymringer, som prisstigninger kan medføre, og understreger samtidig, at takststigningerne udelukkende går til de store investeringer og omkostninger, som Thy Forsyning står overfor.
Som forsyningsselskab er Thy Forsyning underlagt en lovgivning, der dikterer, at selskabets indtægter og udgifter skal hvile i sig selv. Det betyder, at Thy Forsyning ikke må tjene penge på at levere rent drikkevand, aflede og rense spildevand eller at håndtere affald. Thy Forsyning arbejder derfor på at sikre høj forsyningssikkerhed og reducere miljøpåvirkning til den lavest mulige pris for selskabets kunder.
Thy Forsyning har endvidere i mange år haft en meget lav fastprisaftale på el, som udløber ultimo 2024. Derfor oplevede Thy Forsyning under energikrisen i 2022 og 2023 ikke de store prisstigninger på spildevandstaksten, som mange øvrige forsyninger gjorde.
Følger Vandsektortilsynets anbefaling
Takststigningerne er også en konsekvens af Vandsektortilsynets anbefalinger. Thy Forsyning er på drikke- og spildevandsområdet underlagt en økonomisk regulering fra Vandsektortilsynet, som er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Vandsektortilsynet fastsætter en økonomisk ramme for hvert forsyningsselskab i Danmark og opstiller samtidig krav om løbende effektiviseringer.
Hidtil har Thy Forsyning ikke udnyttet hele den økonomiske ramme for spildevand, hvilket har resulteret i lavere spildevandstakster i Thisted Kommune. Fra 2025 følger Thy Forsyning Vandsektortilsynets anbefaling og udnytter derfor hele den økonomiske ramme for spildevand i datterselskabet Thy Spildevand A/S, som ejer og drifter distributionsnettet for spildevand. Dette sikrer, at selskabet kan opfylde kravene til effektiv drift og bedre imødekomme de udfordringer, som forsyningsbranchen står overfor.
Pris på drikkevand følger stigninger i samfundet
Stigningen i drikkevandstaksten følger de generelle prisstigninger i samfundet. Samtidig introducerer Thy Forsyning en ny takststruktur, der går fra tre til fire trin. Denne nye struktur reflekterer bedre forskellige kundesegmenters forbrugsmønstre.
Nuværende takststruktur (kr./m³ ekskl. moms og afgifter):
- Trin 1: 0-500 m³ – 6,75 kr.
- Trin 2: 501-20.000 m³ – 5,40 kr.
- Trin 3: >20.000 m³ – 2,70 kr.
Takststruktur fra 2025 (kr./m³ ekskl. moms og afgifter):
- Trin 1: 0-500 m³ – 7,88 kr.
- Trin 2: 501-5.000 m³ – 5,82 kr.
- Trin 3: 5.001-20.000 m³ – 4,37 kr.
- Trin 4: >20.000 m³ – 2,91 kr.
Billigere renovation i 2025
Efter overtagelsen af affaldshåndteringen i 2024 er det nu muligt at sænke renovationsprisen. Fra 2025 vil husstande i Thisted Kommune opleve et fald i renovationsprisen på 10,50 kr. inkl. moms om måneden.