Skip to main content Skip to footer

Beskyttelse af drikkevandet i Thy

Thy Forsyning er tæt på mål med frivillige aftaler om grundvandsbeskyttelse.

I Thy passer vi godt på vores drikkevand. Det er helt unikt, at cirka 70 % af drikkevandet kan pumpes direkte op fra undergrunden og ud til forbrugerne uden nogen form for vandbehandling. Og sådan skal det også være i fremtiden.

Derfor gambler vi ikke med drikkevandet i Thy. Vand er en livsvigtig ressource både nu og i fremtiden, og vi tager reglerne for beskyttelse af drikkevandet meget seriøse.

I Thy skal vi – i modsætning til resten af Danmark – indgå frivillige aftaler både for BNBO (boringsnære beskyttelsesområder) og nitratbeskyttelse, og vi er meget tæt på at have indgået alle frivillige aftaler. 

Fordi vi både skal imødekomme BNBO og nitratbeskyttelse på tre af vores kildepladser (Baun, Vang og Tåbel), opkøber vi over 100 hektar landbrugsjord, som vil blive ekstensiveret jævnfør Thisted Kommunes indsatsplan for grundvandsbeskyttelse. Når vi skal foretage nitratbeskyttelse, må jorden hverken sprøjtes eller gødes, og det giver derfor ikke meget mening at anvende jorden til afgrødedyrkning eller økologisk drift fremadrettet på grund af begrænset udbytte fra dyrkning. Derfor er det ikke nok at indgå aftaler om, at arealerne skal tinglyses med forbud mod anvendelse af sprøjtemidler – vi opkøber arealerne, som vil blive omdannet til grundvandsparker, der skal beskytte drikkevandet.

Grundvandsparker er områder omkring drikkevandsboringer, hvor al aktivitet, der kan true drikkevandet, ophører. I stedet kan områderne anvendes til skovrejsning og rekreative naturområder.

”Sammen med Thisted Kommune arbejder vi benhårdt på at nå helt i mål med alle frivillige aftaler. Fordi vi også skal nitratbeskytte arealerne, er processen lidt anderledes end i resten af landet. Når vi opkøber jorden omkring boringerne, skal arealerne ikke tinglyses med en særlig deklaration, og derfor får Thy den rødlige farve på BNBO-kortet, fordi kortet kun viser de arealer, der er tinglyst med denne deklaration. Men vi kan forsikre jer om, at vi er meget tæt på at nå i mål med alle frivillige aftaler om opkøb af arealer, og at drikkevandet er sikkert i Thy,” forklarer Helle Korsgaard, adm. direktør hos Thy Forsyning.

Om BNBO

I 2024 blev reglerne for beskyttelse af drikkevandet strammet. Vandboringer skal nu beskyttes bedre mod pesticidrester. Det sker ved, at forsyningsselskaberne indgår aftaler med lodsejere om at ophøre med sprøjtning på større arealer omkring boringerne – de såkaldte BNBO’er (boringsnære beskyttelsesområder).

Vi arbejder for rent drikkevand

...også til de næste generationer.