Referat fra bestyrelsesmøde
Nyheder fra Thy Forsyning, 17. august 2026
Bestyrelsen har afholdt møde den 17. august 2026. Her får du de vigtigste punkter fra mødet.
Bedre viden om overløb og nødoverløb giver bedre beslutninger
Thy Forsyning er i gang med at etablere målinger på overløb og nødoverløb. Afløbssystemerne i Thy er opbygget og udbygget gennem mange årtier og afspejler de krav og forudsætninger, der var gældende på de tidspunkter, hvor de forskellige dele af systemet blev etableret.
Som en del af arbejdet har COWI udarbejdet en indledende analyse og anbefalinger til, hvordan Thy Forsyning kan opbygge et robust og dokumenteret datagrundlag. Bestyrelsen har godkendt den anbefalede retning for det videre arbejde med at måle overløb og nødoverløb.
Formålet er at få større viden om, hvor og hvornår overløb sker. Samtidig vil Thy Forsyning sikre, at målingerne er troværdige og kan bruges aktivt i driften, planlægningen og prioriteringen af investeringer.
Et bedre datagrundlag skal blandt andet understøtte:
- prioritering af investeringer og klimatilpasning
- planlægning og optimering af driften
- dokumentation af effekten af gennemførte indsatser
- fremtidig rapportering og dokumentation.
Analysen anbefaler, at Thy Forsyning i første omgang færdiggør og kvalitetssikrer de igangsatte målinger med vandstand som fælles minimumsgrundlag. Målingerne skal kobles med oplysninger om de enkelte bygværker, hydrauliske forhold, nedbør og datakvalitet.
Arbejdet skal ske trinvis, så data over tid bliver omsat til bedre forståelse af systemerne, mere målrettede investeringer og dokumentation af effekten af indsatserne. Målet er dermed ikke blot flere målere, men bedre viden, som Thy Forsyning kan bruge til at træffe de rigtige beslutninger.
Thy Forsyning arbejder samtidig hen imod at kunne offentliggøre data om overløb, så der skabes større åbenhed og indsigt i udviklingen på området.
Genbrugsbutikker bliver til ”give og tage”-områder
Thy Recycle ApS har siden 1. januar 2024 varetaget affaldsområdet, herunder driften af genbrugsbutikkerne på genbrugscentrene i Thisted, Hanstholm og Hurup.
Driften af genbrugsbutikkerne har ikke været økonomisk bæredygtig. Samtidig kan drift af kommunale genbrugsbutikker efter de gældende lovgivningsmæssige rammer ikke finansieres via affaldsgebyrerne, men alene via det skattefinansierede område.
Etablering og drift af områder til direkte genbrug, eksempelvis såkaldte ”give og tage”-områder, kan derimod finansieres via affaldsgebyrerne inden for de gældende lovgivningsmæssige rammer.
På den baggrund har bestyrelsen besluttet at omlægge tilbuddet i Thisted, Hanstholm og Hurup. Genbrugsbutikkerne erstattes af ”give og tage”-områder på de tre genbrugscentre. Hvor og hvordan de nye områder skal etableres, bliver fastlagt som en del af den videre planlægning.
Der er allerede etableret tilsvarende områder for byggematerialer på genbrugscentrene i Thisted, Hanstholm og Hurup.
Thy Forsyning ønsker med de nye ”give og tage”-områder at understøtte direkte genbrug og cirkulær økonomi. Her kan borgerne aflevere hele, rene og brugbare genstande, som andre borgere frit kan tage med hjem.
Formålet er at forlænge produkternes levetid, reducere affaldsmængderne og fremme direkte genbrug.
Der kommer mere information om de nye ”give og tage”-områder, når planerne er klarlagt.
Markedssituation for afsætning af spildevandsslam
Spildevandsslam er en naturlig del af spildevandsrensningen og skal håndteres løbende for at sikre en stabil drift af renseanlæggene. Thy Renseanlæg A/S afsætter i dag spildevandsslam til landbrugsformål i overensstemmelse med gældende lovgivning og kvalitetskrav.
Det er blevet mere usikkert, om spildevandsslam også fremover kan afsættes til landbruget. Den kommende kvælstofregulering for 2027 forventes at reducere landbrugets incitament til at anvende organiske gødninger, herunder spildevandsslam.
Samtidig skaber Den Grønne Trepart, ændringer i arealanvendelsen og et øget fokus på grundvandsbeskyttelse usikkerhed om de fremtidige muligheder for at indgå aftaler med landbruget.
Hvis spildevandsslam fremover ikke kan afsættes til landbrugsjord, eksempelvis på grund af manglende aftagere eller ændrede kvalitetskrav, vil en alternativ mulighed være forbrænding.
En sådan udvikling vil kunne medføre væsentligt højere omkostninger for spildevandsselskaber, hvilket på længere sigt kan få betydning for spildevandstaksterne.
Bestyrelsen tog orienteringen til efterretning.
Status for hjemtagelse af renovationskørsel
Thy Recycle ApS overtog den 2. januar 2026 ejendommen Østerbakken 81, som omfatter ca. 6 hektar. Arealet ligger op til den nuværende omlastehal, som håndterer husstandsindsamlet affald.
Der arbejdes i øjeblikket med at udarbejde en lokalplan for det erhvervede areal. Lokalplanen skal skabe rammerne for etablering af et nyt driftscenter til renovationskørslen og samtidig sikre mulighed for en fremtidig udvidelse af genbrugscenteret i Thisted.
Sideløbende arbejder Thy Recycle ApS med projekteringen af driftscenteret. Driftscenteret skal rumme parkerings- og garageanlæg til renovationsbiler, velfærdsbygning med bl.a. omklædning, vaskehal og værkstedsfaciliteter til daglige serviceopgaver.
Renovationsbilerne har været udbudt som EU-udbud og er bestilt i god tid, da leveringstiden er omkring 1½ år. Der er gennemført et grundigt arbejde med at fastlægge den fremtidige lastbilflåde. Der er blandt andet set på rutedata, affaldsmængder, kørselsforhold og erfaringer med eldrevne renovationsbiler fra andre affaldsselskaber.
Af hensyn til både drift og forsyningssikkerhed er den endelige flåde fastlagt til:
- 7 eldrevne 3-akslede renovationsbiler
- 9 diesel 2-akslede renovationsbiler, der kører på HVO (en dieselolie baseret på biologiske råvarer).
Thy Forsyning dækker et stort geografisk område, og den samlede flåde skal derfor kunne håndtere både korte og længere ruter effektivt. De eldrevne biler indgår på de ruter, hvor de passer bedst til kørselsbehovet, mens de 2-akslede HVO-biler blandt andet skal sikre fleksibilitet og driftssikkerhed på de længere ruter.
Frem mod driftsstart den 1. november 2027 arbejder Thy Recycle ApS videre med byggeri, biler, organisation og de øvrige nødvendige forberedelser. Målet er at være klar til at varetage opgaven med renovationskørsel.
Strategiproces
Den nuværende overordnede strategi for Thy Forsyning udløber ultimo 2026.
Bestyrelsen har vedtaget en strategiproces for andet halvår af 2026. Medarbejderne i Thy Forsyning bliver involveret tidligt i processen og får mulighed for at bidrage til at forme retning og indhold i den nye strategi sammen med ledergruppen og bestyrelsen.
Det forventes, at bestyrelsen vedtager den nye strategi i december 2026.