Skip to main content Skip to footer
Driftsinfo:
05. feb. 10:10 - Vandledningsbrud

Thy Forsyning bygger ny administrationsbygning

Ny bygning på Tigervej

Thy Forsyning er i gang med opførelsen af en ny administrationsbygning på Tigervej 8 i Thisted.

Byggeriet omfatter 1.448 kvadratmeter fordelt på to plan og skal rumme kontorfaciliteter til administrationen samt faciliteter til driften af drikkevandsforsyningen.

Projektet udføres i samarbejde med Tømrerfirma M.C. Overgaard A/S som hovedentreprenør, mens Rødbro Arkitekterne og ingeniørfirmaet BRIX & KAMP A/S fungerer som rådgivere.

Den tidligere bygning på adressen, som husede driften af drikkevandsafdelingen, er blevet revet ned for at give plads til det nye byggeri. I byggeperioden drives drikkevandsafdelingen fra midlertidige lokaler på Hundborgvej 126 i Thisted.

Plads og arbejdsmiljø i fokus

Med ansvaret for drikkevand, spildevand og affald i Thisted Kommune har Thy Forsyning løbende optimeret sine faciliteter for at imødekomme behovene hos både borgere og medarbejdere.

Administrationen har siden 2013 været placeret i lejede lokaler på Silstrupvej 12, men de nuværende rammer er blevet for små.

"Vi sidder meget tæt i de nuværende lejede administrationslokaler. Byggeriet af den nye administrationsbygning vil ikke kun dække vores behov for mere plads, men også sikre et bedre arbejdsmiljø samt bedre tilkørsels- og parkeringsforhold," forklarer adm. direktør for Thy Forsyning, Helle Korsgaard.

Investering i funktionalitet og fremtid

Projektet indgår som en vigtig del af Thy Forsynings langsigtede strategi for at styrke virksomhedens kerneopgaver: at levere drikkevand og håndtere spildevand og affald i Thisted Kommune.

Den nye bygning er designet med fokus på at skabe et moderne og funktionelt arbejdsmiljø, der kan imødekomme både nutidige og fremtidige behov hos medarbejdere og borgere.

Med fokus på funktionalitet, effektivitet og medarbejdertrivsel skal den nye bygning fungerer som en central base for Thy Forsynings aktiviteter og understøtte virksomhedens rolle som en stabil og ansvarlig leverandør af forsyningsydelser.

Illustrationer fra Rødbro Arkitekterne viser, hvordan bygningen vil tage sig ud.

Byggeriet forventes at stå færdigt i slutningen af 2025.