Skip to main content Skip to footer

Nyhed

Nye Bytteområder åbner snart på 3 genbrugscentre

Fra 1. december kan du gå på opdagelse i de nye Bytteområder på genbrugscentrene i Thisted, Hanstholm og Hurup.

Her kan du aflevere ting, du ikke længere bruger, og tage andre ting med hjem, som du selv kan få glæde af.

Har du legetøj, bøger, køkkenting eller elektronik, som stadig fungerer og er for gode til at smide ud? Så kan de få nyt liv hos en anden. I Bytteområderne kan du give dine brugbare ting videre, samtidig med at du måske finder noget, som du selv står og mangler.

Formålet er at give flere ting et længere liv, mindske mængden af affald og gøre det nemmere for borgerne at vælge direkte genbrug.

Læs mere om, hvorfor genbrugsbutikkerne bliver til Bytteområder.

 

Sådan fungerer Bytteområderne

Bytteområderne er for alle. Du behøver altså ikke have affald med på genbrugscentret for at besøge dem.

Du kan aflevere mindre genstande, som er hele, rene og klar til brug. Andre kan derefter frit tage de ting med hjem, som de kan bruge.

Det er gratis at tage ting med hjem, og der er ingen begrænsning på, hvor meget du må tage. Du skal blot vise hensyn til andre, så der også er gode fund til flere.

Bytteområderne er indrettet med forskellige kategorier, så det er nemt at finde rundt og placere tingene på de rette hylder.

 

Genbrugsbutikkerne lukker

De nye Bytteområder erstatter genbrugsbutikkerne i Thisted, Hanstholm og Hurup.

Derfor er der også nogle datoer, du skal være opmærksom på:

13. november 2026: Genbrugsbutikkerne stopper med at modtage ting. Fra denne dato kan du tage de resterende ting i butikkerne med hjem uden betaling.

23. november 2026: Genbrugsbutikkerne lukker.

1. december 2026: Bytteområderne åbner på genbrugscentrene i Thisted, Hanstholm og Hurup.

 

Bytteområderne følger genbrugscentrenes bemandede åbningstider. Dørene er låst uden for åbningstiden.

 

Læs mere om Bytteområderne, hvad du må aflevere, og hvilke regler der gælder.

 

Vi glæder os til at byde dig velkommen i de nye Bytteområder.